Høgdalvej 1, Them

Silkeborg Kommune har modtaget en ansøgning om tilladelse til at nedrive eksisterende bebyggelse
på Høgdalvej 1, 8653 Them.

Silkeborg Kommune har i marts 2023 udført en kortlægning og registrering af bevaringsværdier ved hjælp af SAVE-metoden på ejendommen. Bebyggelsen på ejendommen er ikke tidligere blevet SAVE-registreret.

Silkeborg Kommune vurderer på baggrund af besigtigelsen, at beboelsesbygningen fra 1747 har en høj bevaringsværdi svarende til SAVE 3.
I vurderingen af beboelsesbygningens samlede bevaringsværdi har kommunen primært lagt vægt på
bygningens sammenhæng med det omkringliggende kulturmiljø og landskabet.

Beboelsesbygningen er ikke udpeget som bevaringsværdig i Silkeborg Kommuneplan 2020-2032, og
beboelsesbygningen er ikke omfattet af retningslinjerne i kommuneplanens afsnit 8.7 for
Bevaringsværdige bygninger. Ansøgningen skal derfor ikke behandles efter reglerne i Lov om
bygningsfredning og bevaring af bygninger og bymiljøer.

Baggrund for Silkeborg Kommunes vurdering af bevaringsværdi
Ejendommen ligger indenfor et område, der er udpeget til bevaringsværdigt kulturmiljø i Silkeborg
Kommuneplan 2020-2032. Den konkrete udpegning af området som bevaringsværdigt kulturmiljø er
knyttet op på skovhusmandsstedet Høgdal (Høgdalvej 4) og det omgivende landskab, som bærende
elementer. Skovhusmandsstedet Høgdal er nu levende museum med formidling af
skovmandskulturen. I udpegningen af kulturmiljøet nævnes der ikke noget om ejendommen
Høgdalvej 1. Beboelsesbygningen på ejendommen Høgdalvej 1 vurderes dog at have en
sammenhæng med skovhusmandsstedet Høgdal i form af beboelsesbygningernes skala, materialer
(bindingsværk med stråtag) og indpasning i landskabet.

Der er dog sket udskiftning af bl.a. vinduer og døre. Derudover er der gjort forskellige tiltag som
pudsning af bygningens kampestenssokkel, maling af stok- og stenværk, der forringer bygningens
originalitetsværdi.


Bevaringsforeningen for Silkeborg kommune er blevet opfordret til at supplere med foreningens holdning til ansøgning om nedrivning af Høgdalvej 1.