Plan- og Vejudvalget har ved mødet d. 7. december vedtaget ændringer til kommuneplan 2020 ud fra de høringssvar der er indsendt.
Bevaringsforeningen har indsendt i alt 15 høringssvar til kommuneplan 2020. Alle høringssvar kan ses i et tidligere indlæg her på siden.
Forvaltningen har på baggrund af alle høringssvar fremstillet et Ændringskatalog og et Opsamlingskatalog hvor punkter i Ændringskataloget bliver vedtaget sammen med kommuneplanen her i december, mens Opsamlingskataloget indeholder punkter som man forventer vil blive tilføjet kommuneplanen inden for en overskuelig periode.
Følgende er de ændringer der er forårsaget af høringssvar fra Bevaringsforeningen:
Nr. 10: Ny retningslinje
Udarbejdelse af en ny retningslinje som benævnes ”Byfortætning”. En række centrale områder i Silkeborg midt-og sydby,dvs. Lunden, Havnen, områder omkring jernbanen, Sydbyparken, områder omkring Lyngsø og Gl. Skovridergård, flyttes fra retningslinje 1.4 over i en ny retningslinje.
Høringssvar: 2148, 2571
Nr. 51: Retningslinje 8.6
Til retningslinje 8.6 tilføjesfølgende: ”I forbindelse med lokalplanlægning og konkret sagsbehandling, på arealer der grænser op til et udpeget bevaringsværdigt bykvarter, skal der i videst muligt omfang tages hensyn til bevaring af de bærende elementer, der har udgjort grundlaget for udpegningen af det bevaringsværdige bykvarter.”
Høringssvar: 2229
Nr. 50: Retningslinje 8.7
Retningslinje 8.7 skærpes sprogligt, så den bliver mere forståelig.
Høringssvar: 2257
Nr. 52: Retningslinje 1.6
Ordet “byggestil” tilføjes til retningslinje 1.6 omhandlende byggeri i landsbyer.
Høringssvar: 2222
Følgende punkter er tilføjet Opsamlingskataloget forårsaget af høringssvar fra Bevaringsforeningen:
Revision af SAVE-registreringen af bevaringsværdige bygninger og bykvarterer i hele kommunen. Herunder hvorvidt det skal resultere i, at bygninger med SAVE registrering 4 medtages i kommuneplanen og hvorvidt det skal resultere i særlige bestemmelser for bevaringsværdige bykvarterer. Revisionen indbefatter ligeledes, at der ses nærmere på skala og rammer i særligt Silkeborg midt-og sydby.
Høringssvar: 2126, 2223, 2229, 2237, 2304, 2332, 2343, 2465
Især de punkter der indgår i Opsamlingskataloger er punkter som Bevaringsforeningen vil følge nøje.