Historien om en førhen så prægtig hjørneejendom Vestergade/Tværgade (Vestergade 15) i Silkeborg midtby.
Sandsynligvis lå der fra byens start et lille hus på hjørnet Vestergade/Tværgade før læderhandler A.F. Jaede eller muligvis sønnen Johan Jaede, i 1897 besluttede at opføre en hjørneejendom der skulle afspejle den størrelse som Silkeborg efterhånden havde fået, og som byen skulle blive stolt af.
Følg fotoserien herunder som fortæller om, hvordan denne engang prægtige bygning bliver forvandlet til en middelmådig og kedelig forstads hjørneejendom uden nogen arkitektonisk værdi, og så på Silkeborgs mest trafikeret strøg.
Læser man husets byggesager fra 1897 til i dag er der ingen indikation af at det offentlige Silkeborg har prøvet at bevare noget af den sjæl der var i det gamle hus. Igennem hele bygningens historie har diverse bygherrer til gengæld fået frit spil til at gøre hvad der passede dem.
Silkeborg kommune burde, ved hjælp af kommuneplanen, lokalplaner og byggetilladelser, stille større krav til ejere af ejendomme om at vedligeholde det oprindelige, eller tilbageføre til det oprindelige. Vi får ikke vækst, handel eller turister i Silkeborg hvis city ligner en forstad.

De tre personer på billedet så virkelig ud på en prægtig bygade.

Crome og Goldschmidt (C & G) i hjørnebutikken og Peter M. Hansens farve og tapet forretning langs Vestergade.

Forretningen langs Tværgade var filial af et københavnsk varehus.
Dette var almindeligt omkring århundredskiftet. Nævnes kan også Magasin du Nord.

Nu Kirstine Rasmussens konditori på hjørnet. Senere Ringgårds Konditori.


Der sker nu en total forvandling af den førhen så smukke hjørnebygning. De sidste buede facadevinduer forsvinder til fordel for store butiksruder, og 1. sal beklædes med stålplader der mest minder om Fort Knox.

Facaden ombygges igen. Moden ændre sig. Stålpladerne forsvinder og facaden pudses som det nu er trenden i 2005. Igen monteres nye vinduer, nu med en tynd spros.

En anden etage kommer til. Selv om bygningen ikke er færdigrenoveret, så vil den, når facaden er færdiggjort og malet og fire altaner er monteret, tage sig ud som på billedet.
Det Silkeborg har fået, som erstatning for læderhandler Jaedes prægtige bygning, er en forstads boligblok med altaner, og endda på midtbyens bedste placering.